Jeg har malet en del år og opsøgt nye veje i motiver og teknikker undervejs. Jeg arbejder primært med akryl på lærreder. Mit inspirationsunivers er pt mest landskabelige motiver, men krukker har også fundet vej til mine lærreder. Både hjemlige og udenlandske landskaber kommer på mine lærreder i et anderledes udtryk. Jeg bliver inspireret af den store variation i motiver og farvespil. Former, farver og komposition ændrer sig undervejs for at skabe det rette udtryk. Hvert maleri/billede har sin egen historie. Det sidste års tid har træer været det primære motiv i mine værker. Det kan være solitærtræers former eller flere træers genklange og lyset her iblandt, der kommer frem på lærredet. Landskabets mangfoldige bjerge, det lange perspektiv og det svindende lys i bjergenes forsvinden i horisonten bevæger og udfordrer mig i maleriet.
Krukker har været et tema, jeg tidligere har arbejdet med og som nu har fået en renæssance på lærredet i nye udgaver. Jeg har arbejdet vådt i vådt på disse malerier.
Jeg sælger både til privat og institutioner. Jeg har fået en del af mine billeder antaget ved censurerede udstillinger. Er du interesseret i et billede eller ønsker at se andre af mine billeder er du velkommen til at kontakte mig eller se mine malerier "live" ved Åbne Atelierdøre den 7. og 8. september. Du er altid velkommen til at låne billeder med hjem, inden der tages en beslutning.