Kirsten Stubben
Kirsten Stubbens kreative aktiviteter har siden 2018 ført til mange udstillinger rundt i landet, ligesom hendes malerier flere gange har passeret forskellige censurerede udstillingers nåleøje.
Det er 1/2 års grundkursus på Århus Kunstakademi og deltagelse på kurser hos dygtige kunstmalere, der har været med til at præge hendes egen eksperimenteren med malerkunsten.
Om sin inspiration siger Kirsten Stubben: ”På mine gåture åbner jeg for alle mine sanser, fornemmer former, farver og kraften i naturen. Jeg tager mange fotos undervejs, og nogle inspirerer som oplæg til et nyt maleri. Former og farver dukker op undervejs – billedet får sin egen historie - og tiden forsvinder for mig, når jeg arbejder foran lærredet. Jeg er glad for klare farver og udtrykker deres fælles samspil i en stærk harmoni i billedet – tit i et farverigt univers”.
Kirsten Stubben arbejder oftest i serier med flere malerier. Træer har bl.a. haft hendes særlige opmærksomhed – udtrykt i serien: ”Blue Trees”. Om en tur til Færøerne og Island siger hun: ”Jeg blev fascineret af deres næsten uendelige vidder og bjergenes storhed. Jeg var bjergtaget!”. Det blev bl.a. til serien ”The Nordic Way”.
Andre temaer kommer fra ideer, der opstår undervejs. Den seneste serie hedder således: ”Hvor mennesker var…”, hvoraf flere blev udtaget på et par censurerede udstillinger, og nogle er også lavet som Giclée kunsttryk.
Kirsten Stubben prøver således stadig nye veje for at finde egnede teknikker og udtryk, men kan ofte kendes på udtrykket og farvekraften i billedet. Alt i alt et udtryk for den glæde og udfordring, hun finder i at arbejde med en maleproces, hvor intet er givet på forhånd, og alt er i spil….
Udstillingsadresse:
Skous Kvarter 16
7100 Vejle
Kirsten.stubben@gmail.com
Tlf: 6086 3248
Klik på billederne for at se dem i fuld størrelse





