Jeg henter inspiration i mit daglige arbejde og naturen omkring mig og prøver at udtrykke en ro og tidløshed ved at arbejde med gentagelsen og enkeltheden i opbygningen af mine keramiske arbejder.
Leret skal udfordres – hvor tyndt kan det blive? – hvor meget kan det bære? Enkelt og skrøbeligt og alligevel stærkt nok - med lidt tålmodighed - til at opbygge en stor krukke.
Leret er fantastisk. Når det ligger på bordet, som en klump forgængelig natur, til det opstår som en genstand formet af hånden og fantasien, til den ved ovnens høje temperatur får sin særlig klang i stentøjets hårdhed og uendelige holdbarhed.