Jeg bor sammen med min familie i Gadbjerg vest for Vejle, hvor jeg har mit værksted. Her både drejer og håndbygger jeg ler.
Jeg elsker at bruge min kreativitet og nysgerrighed igennem de mange teknikker, variationer og udtryksformer, der findes i keramik. Jeg finder stor glæde i at arbejde med det formbare ler og at skabe klassisk enkel dansk keramik.
I noget af min keramik har jeg ladet mig inspirere af gamle japanske teknikker som eksempelvis ”Kurinuki”. Jeg anvender forskellige slags stentøjsler, både lyse, mørke og nogle med lava. De forskellige lertyper giver en spændende struktur og farvespil sammen med mine yndlingsglasurer med krystaleffekt. I mine daglige gåture i naturen finder jeg inspiration til glasuren.
Jeg forsøger at indfange de changerende lyse krystalfarver og de mørke jordfarver, og jeg går efter en funklende og farvesammensmeltet glasur, som er med til at give et tiltalende og mildt udtryk.