Mit navn er Jens Morten Larsen. Jeg er født og opvokset i Jelling, hvor jeg i dag bor på min fødegård.
Min interesse for at flette pil blev grundlagt for efterhånden 25 år siden, hvor jeg deltog på et aftenskolekursus i Vejle. Efter kurset begyndte jeg at plante pil på et mindre areal på gården, så jeg kunne blive selvforsynende med materialet. Over de næste 4 - 5 år plantede jeg ca. 30.000 stiklinger fordelt på 16 forskellige sorter. Pilen høstes i vinterperioden, hvorefter den sorteres og tørres, inden den kan lægges i blød og flettes med.
I 2003 var jeg med til at stifte Jelling Pileflettelaug, som i dag tæller 150 medlemmer. Jeg har i alle årene været en del af bestyrelsen.
Jeg er fascineret af alle de muligheder pilen giver. Dels de farvekombinationer pilens naturlige farver giv er mulighed for, og dels de mange forskellige former, man kan give sine kurve. Endvidere et væld af forskellige fletteteknikker. Jeg er ligeledes fascineret af, at det er et ældgammelt håndværk, der i dag praktiseres mere som et æstetisk/kunstnerisk udtryk end en brugsgenstand. Det er dog en glæde, når det lykkes at forene disse ting. Pileflet er for mig en lise for sjælen. En aktivitet hvor jeg kan miste fornemmelsen for tid og sted.