Min keramiske rejse startede i barndommen med glæden ved at have ler mellem hænderne. I ungdommen arbejdede jeg med keramik gennem højskole- og seminarietiden. Jeg var og er stadig dybt fascineret af magien i processen - at opleve lerets transformation og i brændt tilstand opnå brugsværdi.
Jeg parkerede min egen kreative spire, men fortsatte med at interessere mig for keramik og keramisk kunst. I 2018 genoptog jeg interessen, nu i eget værksted. Jeg har været på en del kurser, bl.a. på det 200 år gamle, hæderkronede pottemagerværksted i Sorring og får løbende individuel vejledning for at udvikle teknik og forståelse for hele den keramiske proces. Jeg arbejder primært med drejeteknik og er optaget af formgivningen og keramikkens anvendelsesmuligheder.